Chili sin carne

P1040549Endnu en klassiker jeg ofte vender tilbage til. Chili sin carne er mættende og varmende og kan gøres til gæsteværdig mad ved at introducere godt med tilbehør: creme fraiche, tortillachips, salsa, guacamole, lækkert hjemmebagt brød, en god salat… Og så er det nemt, at hele retten laves i én gryde. Her er en basisopskrift, men retten er en rigtigt god tøm-køleskabet-ret, og du kan tilsætte lige det, du har lyst til, eller de grøntsager, der ligger i grøntsagsskuffen i køleskabet og snart bør bruges.

Chili sin carne – 4 personer:

  • Et løg, hakket
  • 4 fed hvidløg, snittet fint
  • To porrer i skiver
  • 4 gulerødder, revne
  • En squash i tern
  • En dåse hvide bønner i tomatsauce
  • En dåse kidneybønner
  • En dåse hakkede tomater
  • Peberfrugter: en gul, en rød og en grøn i tern
  • En dåse majs
  • 10 g mørk chokolade
  • 2 tsk instant kaffe
  • 1 tsk kanel
  • Spidskommen
  • Chilipulver
  • En spsk. sukker
  • Salt og peber

Svits løget og hvidløg i olie i en stor gryde. Tilsæt porrer, og lad dem falde sammen. Tilsæt gulerødder og squash, steg et par minutter, og tilsæt så bønner og tomater. Lad det hele simre i et kvarters tid, og rør engang imellem. Retten bliver kun bedre af at simre i længere tid, så man kan sagtens starte i god tid.

Umiddelbart inden retten skal serveres, tilsættes peberfrugt, majs, chokolade, kaffe og kanel, og chili sin carnen smages til med spidskommen, chili, sukker, salt og peber. Varm op, og server med lækkert tilbehør og en god øl.

Follow on Bloglovin

Instagram

Grøntsager i karry

P1040448En dejlig hverdagsret og opdateret klassiker!

Jeg kan godt lide at blanchere porrerne, fordi det bevarer den fine grønne farve så flot, men man kan sagtens svitse dem på panden sammen med gulerødderne for nemheds skyld.

Grøntsager i karry – 2 pers.

  • 2 dl brune ris
  • 2 dl vand
  • 2 dl mælk
  • 2 spsk mel
  • ½ bouillonterning
  • 2 tsk karry
  • 2 porrer
  • 4 gulerødder i tern
  • 2 peberfrugter i tern
  • 1 dåse kidneybønner eller 240 g bønner, udblødte og kogte
  • 1 æble i tern

Kog risene efter anvisning på pakken.

Lav saucen: pisk vand, mælk og mel sammen, til der ikke er nogen klumper. Varm op under piskning, og tilsæt bouillonterning og karry. Kog saucen godt igennem i to minutter, så den ikke længere smager af mel, og smag til med salt og peber.

Rens porrerne, skær dem i skrå skiver, cirka fem millimeter tykke, og overhæld dem med kogende vand. Lad dem stå i fem minutter, og hæld så vandet fra dem. Svits gulerødder på en pande, og tilsæt peberfrugt, bønner, æble og porrer. Det skal bare lige varmes igennem.

Server risene med grøntsager og karrysaucen. Pynt eventuelt med persille, peanuts eller kokosmel.

Follow on Bloglovin

Instagram

Quinoa med porre, mango og miso-dressing

Forleden lavede jeg denne lækre, fyldige salat fra Tina Scheftelowitz’ Vegetarisk Vellyst. Jeg har nævnt den før, den er en af mine yndlingskogebøger, og jeg vender altid tilbage til den. Opskrifterne er spændende og præsenterer én for nye ingredienser og måder at bruge dem på, samtidig med, at de er meget anvendelige og lette at gå til. Opskriften her burde være til fire personer, men hvis man skulle servere den for sin sultne familie, ville jeg koge noget mere quinoa. Salaten er virkelig velsmagende, og mangoens sødme og agurkens friskhed går så godt i spænd med den mere komplekse og umamiprægede miso-dressing.

Quinoa med porre, mango og miso-dressing

Salat:

  • 2 dl hel quinoa
  • 3,5 dl vand
  • salt
  • 2 porrer
  • 1 moden mango
  • 1 agurk

Dressing:

  • 1,5 spsk. hakket, syltet sushi-ingefær
  • 4 spsk. miso, hvid eller rød
  • 3 spsk citronsaft eller riseddike
  • 2 spsk flydende honning eller agavesirup
  • 2 tsk mørk sesamolie

Skyl quinoaen i koldt vand. Kog quinoaen i 3,5 dl vand i en gryde med låg i ti minutter, tag den af varmen, og rør salt i. Lad gryden stå med låg i ti minutter, gerne længere, så alt vandet bliver opsuget, og kornet bliver blødt og løskogt.

Fjern rod og grimme blade på porrerne. Skær dem i 5 millimeter tykke skiver på skrå, og vask dem i flere hold koldt vand. Tag en lille håndfuld grøn porretop fra til pynt. Læg resten i en skål, og hæld kogende vand på. Lad det stå i cirka fem minutter, de skal stadig være let sprøde, og sigt vandet fra.

Skræl mangoen, og skær den i tern.

Skær agurken igennem på langs, skrab kernerne ud med en teske, og skær agurken i skiver på skrå.

Pisk ingredienserne til dressingen sammen, og smag den til.

Kom den varme quinoa i portionsskåle, og fordel grøntsager og frugt over. Dryp med dressingen, og pynt med porretoppe.

Follow on Bloglovin

Instagram

Urtepotteanretning

Inspireret af Tina Scheftelowitz’s anretning ved sommerkurset på Suhrs Madakamiet lavede jeg forleden denne forret: blomkålspuré med rugbrødscroutoner og gulerødder, agurker, radiser og dampede asparges anrettet som en potteplante i en urtepotte. Det er så sjovt at lave mad, der ligner noget andet, end det er, synes jeg, og især denne anretning ser meget anderledes og spændende ud. Gæsterne grinede, men tog godt imod retten.

Til seks urtepotter (man kan også bruge glas eller skåle) skar jeg halvandet blomkålshoved i buketter og kogte dem, til de var møre. Vandet hældes fra, blomkålen blendes glat – for eksempel med en stavblender – og der smages til med muskatnød, salt, peber og lidt smør.

Rugbrød smuldres eller skæres i tern, vendes i lidt olivenolie og bages i en varm ovn, til croutonerne er sprøde.

Grøntsagerne – for eksempel gulerødder med top, radiser med top, agurk, asparges, bladselleri – renses, og aspargesene dampes, hvis man har lyst til det.

Blomkålspuréen anrettes i urtepotter, grøntsagerne arrangeres i puréen, og der drysses med rugbrødscroutonerne.

Til forretten serverede jeg hjemmebagt brød, og senere kom der flere salater på bordet, også fra Tina Scheftelowitz’s bagkatalog.

Du kan se den originale opskrift her. Det ligner da meget godt, ikke?

bloglovin

Stævnemøde mellem bøffen og salaten

Som nævnt er jeg i denne uge medhjælper på Madakademiets sommerkursus, så jeg er så heldig at kunne følge med i og smage på det, kursisterne kokkererer. I går havde vi besøg af Tina Scheftelowitz, der har skrevet Suveræne Salater-kogebogs-serien, og Jens Vestergaard, der har restauranten Mêlée. Kursisterne blev delt op i to grupper og fulgte derefter gæstelærerne i køkkenet for at fokusere på henholdsvis salater og kødretter. Tina havde en masse opskrifter med fra sin kommende kogebog Suveræne salater året rundt, blandt andre en blomkålspuré med grøntsager og rugbrødscroutoner anrettet noma style som en lille urtepotte, bagt aubergine med tahin, feta og æg, en smuk, grøn salat med hindbær og mandler, en jordbær-fennikel-salat (dejligt match, kan anbefales!), en linsesalat og et grøntsags-foccacia-brød. Jens lavede tatar, tunge og svineskank på perlebyg. Middagen endte heldigvis med at blive et dejligt møde snarere end en konkurrence mellem de to holds kreationer.

På øverste foto kan i baggrunden ses Tinas Vegetarisk Vellyst – en af mine yndlings kogebøger – som jeg fik hende til at signere. Hurra! Hun er så sej, den grøntsagskvinde 🙂

bloglovin

Sankt Hans

Til Sankt Hans var jeg med mine forældre i Løkken og besøge nogle venner og spise på Den Gamle Smedie. Bagefter så vi bål og sang Midsommervisen på en høj med Børglum Kloster Mølle i baggrunden og masser af regn og blæst. Typisk dansk midsommer!

Vi fik de lækreste hvide asparges med hollandaise sauce til forret og dejlige, smagfulde jordbær, hjemmelavet vanilleis, karamelliserede solsikkekerner og nyslynget honning til dessert. Uhm…!

(jeg var meget tilfreds med arrangementet, som det ses på nederste foto…)

bloglovin

Afslutning på Suhrs

I går oprandt dagen, hvor vores højskoleophold havde nået sin afslutning. Mandag spiste vi lækker middag og holdt fest, og tirsdag formiddag spiste vi brunch, fik højskolebevis og sagde farvel til hinanden. Og tog hjem. Undtagen mig, for jeg skal være medhjælper på højskolens sommerkursus i næste uge sammen med min roomie Okje, så vi har fået lov at bo på skolen lidt endnu. Temaet for festen i mandags var fængselstema, og det lyder måske mærkeligt, men var ikke desto mindre rigtigt sjovt, gennemført og vellykket. Der var “pyntet op” med tremmer for vinduerne, udklædningerne talte blandt andet Bjørnebanden, Bonnie & Clyde, Annie Fønsby, en smykketyv, flere smukke femmes fatales, en blotter og en barnemorderske, og menuen var inspireret af “sidste måltider” bestilt fra dødsgangen – og den kommer her:

Velkomst: Grissini, onion rings og oliven.

Dennis Wayne Bagwell bestilte en enkelt oliven før sin henrettelse i 1963.

Forret: krabbecocktail med avocadocreme.

Mellemret: pommes frites med hjemmerørt hvidløgs-, chili- og tomatmayonnaise.

Bestilt af mange dødsdømte, blandt andre Bruno Richard Hauptmann, der blev dømt for kidnapning og mord i 1936.

Hovedret: Flanksteakburger (her en selleribøf, kogt i mælk og paneret i cornflakes) med hjemmelavet ketchup og mayonnaise, hertil jordbærmilkshake lavet på hjemmelavet vanilleis og friske jordbær.

Burgeren er en populær spise på den amerikanske dødsgang. John David Dutys sidste måltid var en double cheeseburger med en banana shake.

Dessert: jordbærtærte og lemon meringue pie – glemte af fotografere dem, men de var flotte!

Rainey Bethea nød en lemon meringue pie, før han som den sidste i USA’s historie blev henrettet offentligt. Han blev hængt i 1936 i Kentucky.

Måske en smule bizart tema, men det var virkeligt en fantastisk middag og den bedste burger, jeg nogensinde har smagt! Og det var en dejlig fest og en rigtigt god afslutning på opholdet på Suhrs Madakademiet. Senere følger gårsdagens tømmermandsbrunch…

bloglovin

Kreative udfoldelser

For et stykke tid siden fik vi helt frie hænder i køkkenet. Vi fik 70 kroner hver til at handle for i Torvehallerne, og så var det ellers bare om at gå i gang. Jeg synes, resultaterne blev så fine, at de skulle med her.

Sofie lavede en ret inspireret af Mols Bjerge, hvor hun kommer fra. Det er bagt kartoffelmos med flødeost, rød basilikum, karse og bacon, garneret med friterede gulerødder, friske ærter med citron og baconpulver.

Nikolaj stegte en entrecôte med hvidløg og rosmarin og serverede den med en glace af rødvin og balsamicoeddike, bagte gulerødder og karse.

Som dessert stegte han bananer i smør og muscovadosukker med cognac, kanel og rosiner. Hertil skyr med sukker og vanille.

Nadia, Emma, Olivia og Mie lavede en frisk sommersalat med spinat, ærtespirer, pinjekerner, forårsløg, jordbær, blåbær, balsamicoeddike og parmesan.

De fortsatte jordbær- og sommertemaet i desserten, som var en jordbærkoldskål med frisk jordbær, mynte og hjemmelavede chokoladekammerjunker.

Frederik lavede en tallerken med pocherede vagtelæg med hvide asparges-fløde, løvstikkegele, saltvands”kaviar,” umodne jordbær og honning.

Søren lavede moules frites; blåmuslinger i hvidvin med pommes frites og safranmayonnaise.

Euri lavede en portugisisk dessert, der hedder Aletria Doce, som på engelsk oversættes til Sweet Angel Hair Pasta. Det er en pastadessert med mælk, sukker, kardemomme, kanel, vanille og hindbær.

Anna og Anne-Sofie lavede en chokoladefondant med et indre af flydende hvid chokolade. Hertil rabarber chips, mynte og citrusskum.

Kristoffer, Pernille og Anna lavede en kold jordbærsuppe med basilikumis og karamelliseret hvid chokolade.

Okje og jeg lavede en tallerken med pocheret, friteret æg, hyldeblomstgele med jordbær og citrontimian, aspargesskum og asparges med Kornly-ost og -kerner.

bloglovin

Honning

I går havde vi temadag om honning. Vi besøgte Viggo og Ulla og deres bier på Frederiksberg, vi kiggede ned til bierne, aede dem og smagte på honningen. Vi købte også honning med hjem og lavede mad med den.

Viggo viser bierne frem.

Gudrun aer bierne. De var bløde og brummende.

Formiddagsmad: brød med smør og honning.

Anna og honningen.

Ovnstegt laks med honning og citron.

Grøn salat med avocado og purløgsblomster.

Grøn salat med mango og friske ærter.

Tomatsalat med mozzarella og basilikum.

(Der var selvfølgelig honning i alle salatdressingerne.)

Har man lyst til at smage den dejlige honning, kan man besøge Bigården Rolighedsvej 23 på Frederiksberg. Tirsdage kl. 19-20 sælges der honning til 35 kroner for et glas.

bloglovin

Distortion

Suhrs Madakademiet er igen i år med til Distortion, og vi serverer lækre Københavnersnacks på hjørnet af Istedgade og Dannebrogsgade i morgen klokken 16-20. Temaet er “urban cooking,” og vi har lavet mad af råvarer fra byens haver og kaldt dem bydelsmenuer. De består hver af to små retter:

Nørrebro – Kyllingespyd med asparges og estragon fra taget af Blågårdgades skole og rugbrødshapsere med rygeost og radisser også fra Blågårdsgades skole.

City – Spinattærte med spinat dyrket på tagterassen af Madakademiet og æblemojito.

Vesterbro – Rabarbertrifli og rabarber-jelloshots med honning fra Bybi.

Køb en bydel-menu for 20 kroner eller hele Københavnermenuen for 50 kroner.

Jeg har været med til at lave Vesterbro-menuen, og det har været rigtigt sjovt. Det er altid skægt at lave mad i så absurd store mængder – i dag har vi for eksempel brugt 4,4 liter vodka til disse 300 jello shots!

Jeg har også været med til at lave rabarber-trifli, og de kommer næsten til at se således ud. De kommer til at bestå af en rabarber-jordbær-grød, vanillet flødeskum og havregryns-honning-crunch.

Vi har også øvet os på resten af menuen, og den kommer til at ligne dette:

Vi ses i morgen!

bloglovin