Skrald I

For tiden har vi på skolen et projekt, der hedder “Good food on a tight budget.” Vi er inddelt i grupper og har 20 kroner per person per dag til at lave et frokostmåltid og to mellemmåltider – formiddags- og eftermiddagsmad. Hver gruppe har nogle dogmer, der bestemmer, hvor de handler, og hvad de handler. For eksempel er der en gruppe, der vil lave mad ud fra paleoprincippet om meget kød og grøntsager, og ingen sukker, stivelse og mælkeprodukter. Der er også en gruppe, der laver mad ud fra devisen “småt & godt,” hvor de køber gode råvarer i Torvehallerne og i Irma og lægger vægt på at lave mad til præcis det antal mennesker, der skal spise maden, så der ikke er mad til overs, der smides ud. Jeg er i en gruppe, der laver vegetarisk, skraldet mad. I torsdags var vi på skraldetur og fandt alt det, der ses på det øverste foto: grøntsager, ost, juice, yoghurt og ni (!) liter vin. Vi supplerede med varer, vi købte i Irma: æg, mel, løg og sukker, og af det lavede vi en treretters menu.

Forret: blomkål på tre måder. Blomkålspuré, blomkålsmuffin, ost og friteret blomkål.

Hovedret: vin sans coq (den vegetariske udgave af coq au vin) med gulerødder, pastinak, løg, peberfrugt, champignon og selvfølgelig rødvin. Hertil kartoffel- og pastinakmos og madcrêpes.

Dessert: sorbet af mango-ananas-smoothie på bund af melon.

Til mellemmåltider: banankage og æbleboller.

Vi brugte 56 kroner i Irma og solgte lidt vin til en anden gruppe for ti kroner. Resultatet er dejlig mad til syv personer til 46 kroner – 6,5 kroner per person. Vores projekt kører til og med onsdag, og jeg er spændt på, hvad vi får skraldet af mad de kommende dage. Hvis der er nogen, der er garvede skraldere i København, og som har nogle gode skraldetips, må de meget gerne komme med dem. Så ville vi blive så glade!

bloglovin