Rå chokolade-ganache-tærte

P1040494I weekenden fejrede jeg 25-års fødselsdag og lavede denne chokoladekage. Det er en fantastik svampet, mousselignende ganachetærte med en hemmelig ingrediens: avocado. Det lyder mærkeligt, men det fungerer! Opskriften er fra udsendelsen River Cottage – Veg every Day, hvor Hugh Fearnley-Whittingstall er vegetar for en sommer. Udsendelsen kan ses på youtube, og chokoladekagen kan ses her fra 13:06.

Det er en “rå” opskrift, hvor man bruger nogle lidt specielle ingredienser, der skulle være specielt sunde, fordi næringsstofferne ikke er blevet ødelagt af opvarmning. Det har jeg ikke holdt mig til i denne opskrift, og jeg har for eksempel brugt helt almindelig kakaopulver. I opskriften bruges kokosolie, og jeg havde købt en dyr, økologisk én fra Urtekram. Jeg synes desværre, den gav en lidt mærkelig, harsk smag, så en anden gang kunne jeg forestille mig at bruge en billigere metode og bruge den faste kokosmasse fra kokosmælk på dåse, som når man laver kokosflødeskum. Det har jeg skrevet om her, og man kan finde en guide til kokosflødeskum her.

Ud over det er det altså en ret fantastisk chokoladekage!

Rå chokolade-ganache-tærte – 12 pers.

  • 300 g mandler
  • 200 g dadler
  • 1 tsk salt
  • 4 modne avocadoer
  • 150 g kokosolie
  • 200 g kakaopulver
  • 300 g agavesirup
  • ½ tsk salt

Blend mandlerne til fint mel i en foodprocessor. Tilsæt dadler og salt, og kør til en sammenhængende masse. Pres dejen ud i en springform foret med film, og gå videre med fyldet.

Blend avocado, kokosolie, kakao, agavesirup og salt i en foodprocessor til en ensartet masse. Hæld moussen over bunden, film kagen, og sæt den på køl. Efter en times tid kan kagen skæres ud og nydes. Den kan også fint laves dagen i forvejen.

Pynt for eksempel med kakaopulver, flormelis, bær eller blomster.

P1040481

Follow on Bloglovin

Instagram

Pæredessert

Sidst jeg var hjemme hos mine forældre, lavede jeg denne dessert. Let, lækker og sommerlig – bortset fra at pærer måske er lidt efterårsagtig. Jeg kogte pærer i hvidvin sammen med lidt sukker og kornene fra en vanillestang og serverede den kolde kompot sammen med græsk yoghurt, mørk chokolade og hakkede mandler. Man kunne også bruge flødeskum eller vanilleis for en mere dessertagtig dessert. Inspireret af Pærer Belle Helene måske?

bloglovin

Surprise baby shower

Min veninde Marie er gravid og skal snart føde. I søndags var vi derfor en stor gruppe venner, der overraskede hende med et baby shower med masser af kage, lidt kaos (vi var virkelig mange mennesker i en lille stue) og kærlighed. Jeg havde lavet sandwiches, Kristine havde lavet en meget smuk lagkage, som I kan se nærmere på og læse mere om her, andre havde sørget for frugt (se lige det flotte frugt-pindsvin!), kaffe, saft, kakaomælk, kitchede baby-balloner, musselmalede paptallerkner og Dronning Ingrid-pelargonier (Marie er erklæret royalist, og tilfældigvis skal den lille pige i hendes mave hedde Ingrid).

Marie blev mildest talt overrasket, men forhåbentlig også glad. Noget tyder på det – læs hendes blogindlæg her. Og vi havde alle en rigtigt dejlig dag. Sådan et sammenskuds-søndagsgilde kan godt anbefales, baby på vej eller ej!

bloglovin

Kreative udfoldelser

For et stykke tid siden fik vi helt frie hænder i køkkenet. Vi fik 70 kroner hver til at handle for i Torvehallerne, og så var det ellers bare om at gå i gang. Jeg synes, resultaterne blev så fine, at de skulle med her.

Sofie lavede en ret inspireret af Mols Bjerge, hvor hun kommer fra. Det er bagt kartoffelmos med flødeost, rød basilikum, karse og bacon, garneret med friterede gulerødder, friske ærter med citron og baconpulver.

Nikolaj stegte en entrecôte med hvidløg og rosmarin og serverede den med en glace af rødvin og balsamicoeddike, bagte gulerødder og karse.

Som dessert stegte han bananer i smør og muscovadosukker med cognac, kanel og rosiner. Hertil skyr med sukker og vanille.

Nadia, Emma, Olivia og Mie lavede en frisk sommersalat med spinat, ærtespirer, pinjekerner, forårsløg, jordbær, blåbær, balsamicoeddike og parmesan.

De fortsatte jordbær- og sommertemaet i desserten, som var en jordbærkoldskål med frisk jordbær, mynte og hjemmelavede chokoladekammerjunker.

Frederik lavede en tallerken med pocherede vagtelæg med hvide asparges-fløde, løvstikkegele, saltvands”kaviar,” umodne jordbær og honning.

Søren lavede moules frites; blåmuslinger i hvidvin med pommes frites og safranmayonnaise.

Euri lavede en portugisisk dessert, der hedder Aletria Doce, som på engelsk oversættes til Sweet Angel Hair Pasta. Det er en pastadessert med mælk, sukker, kardemomme, kanel, vanille og hindbær.

Anna og Anne-Sofie lavede en chokoladefondant med et indre af flydende hvid chokolade. Hertil rabarber chips, mynte og citrusskum.

Kristoffer, Pernille og Anna lavede en kold jordbærsuppe med basilikumis og karamelliseret hvid chokolade.

Okje og jeg lavede en tallerken med pocheret, friteret æg, hyldeblomstgele med jordbær og citrontimian, aspargesskum og asparges med Kornly-ost og -kerner.

bloglovin

Chokolademousse

En lørdag aften lavede vi chokolademousse og lakridsmarengs. Moussen blev lavet på Valrhonas mælkechokolade Jivara 40% efter den klassiske opskrift fra Karolines Køkken, og kombinationen af mælkechokolade og kaffe viste sig at være rigtigt god. Opskriften er til seks personer, men vi fik 18 små glas chokolademousse. Marengsen er en helt almindelig marengsopskrift med lakridspulver pisket i.

bloglovin

Tarteletter & teater

I onsdags var vi i teatret og se En Skærsommernatsdrøm. Inden da tilberedte vi en teatermiddag overvejende bestående af tarteletter. Vi lavede fyld med porrer og kikærter, porrer og rejer, høns i asparges, stuvede gulerødder, ærter og røget skinke og nogle lidt mere moderne tarteletter med tomat, gedeost og pesto. Vi lavede også desserttarteletter, hvor vi lavede selve tarteletten af filodej og fyldte den med chokolade og hindbær. De små chokoladekager bagte vi af chokoladetarteletfyldet, der var til overs, og det kunne man sagtens – de smagte dejligt. De sjove tarteletter, der er lidt skæve, er lavet af butterdej, der fik eget liv, da det kom i ovnen. Hov.

Desserttarteletter med chokolade – 20 små tarteletter (og 8 små chokolademuffins)

  • filodej
  • 150 g mørk chokolade
  • 150 g smør
  • 4 æg
  • 200 g sukker
  • 75 g mel
  • hindbær

Klip filodejen i firkanter, som passer til formene. Brug tre stykker filodej til hver form, og pensl med smeltet smør mellem hvert lag. Dæk filodejen, der sikke bruges, med et fugtigt viskestykke, så det ikke tørrer ud. Bag filotarteletterne i ovnen i ca. 5 min ved 200 °C, til de er sprøde. De må ikke blive for mørke, men kun lige holde formen, da de skal bages igen, når de er blevet fyldt med chokoladecreme.

Til fyldet smeltes smør i en gryde ved lav varme. Tag gryden af varmen, og smelt chokoladen i det lune smør. I en skål piskes æg og sukker, til det er let og luftigt. Tilsæt mel, og pisk videre. Vend chokolade og smør i æggesnapsen. Fordel dejen i filotarteletterne, læg et hindbær i midten, og bag tarteletterne ca. 10 min ved 175 °C. Lad kagerne køle af, og drys dem med flormelis.

Hindbærene sank ned i kagerne, da kagerne kølede af, men jeg syntes ikke, det gjorde noget. Det gjorde bare kagerne lidt spændende at se på. Det er en fin idé, synes jeg, at bage muffins i filodej. Det gør dem anderledes, og det ser næsten ud som om, de er pakket ind i brunt indpakningspapir til pynt. Men så finder man ud af, at det er spiseligt pynt, og at den spiselige pynt oven i købet bidrager med en dejlig sprødhed til den bløde chokoladekage.

bloglovin

Påskelagkager

Efter vores påskefrokost var der påskelagkagekonkurrence.

Denne smukke kage blev vinderen. Den er lavet med marengsbunde, citronmousse, og passionsfrugt.

På andenpladsen kom en rugbrødslagkage med rugbrødschokoladebunde smurt med abrikos og lagt sammen med flødeskum, appelsin, mynte og lime.

På en delt tredjeplads kom disse to lagkager. Først en helt pink en af slagsen – udvendigt – med hindbærskum og – indvendigt – smukke, lysende gule bunde (dem kan I desværre ikke se) og chokoladecreme. Godt tip: put gurkemeje i kagebundene og gør dem påskefarvede! Og så en klassisk lagkage med hjemmebagte vanillebunde, fløde og chokolade.

Ikke en dårlig måde at afslutte en påskefrokost!

bloglovin

Thai-tapas

Jeg har været syg de sidste par dage og er blevet forment adgang til køkkenet. Jeg fik lige netop lov til at tilberede de varer, der skulle opvarmes til over 100 grader: jeg har kogt æg og friteret kartofler. Men så blev jeg rask igen, og så lavede vi fredagsmiddag med temaet “thai-tapas”. Vi lavede misosuppe, wokret med en slags satay-sauce, sprøde forårsruller og edamamebønner med misodip. Til dessert lavede vi forårsruller med banan-mynte-fyld og æble-estragon-fyld. Dertil chokoladesauce og olivenolieis, som holdet, der har “Kemi i maden,” har lavet. Olivenolieisen var overraskende lækker! Meget cremet og fed på den gode måde. Og med en spændende og ikke overdøvende smag af olivenolie.

Her er menuen og også et billede af den halvspiste dessert, så man kan se den fine, røde farve fra æblet inde i forårsrullen.

bloglovin