Chili sin carne

P1040549Endnu en klassiker jeg ofte vender tilbage til. Chili sin carne er mættende og varmende og kan gøres til gæsteværdig mad ved at introducere godt med tilbehør: creme fraiche, tortillachips, salsa, guacamole, lækkert hjemmebagt brød, en god salat… Og så er det nemt, at hele retten laves i én gryde. Her er en basisopskrift, men retten er en rigtigt god tøm-køleskabet-ret, og du kan tilsætte lige det, du har lyst til, eller de grøntsager, der ligger i grøntsagsskuffen i køleskabet og snart bør bruges.

Chili sin carne – 4 personer:

  • Et løg, hakket
  • 4 fed hvidløg, snittet fint
  • To porrer i skiver
  • 4 gulerødder, revne
  • En squash i tern
  • En dåse hvide bønner i tomatsauce
  • En dåse kidneybønner
  • En dåse hakkede tomater
  • Peberfrugter: en gul, en rød og en grøn i tern
  • En dåse majs
  • 10 g mørk chokolade
  • 2 tsk instant kaffe
  • 1 tsk kanel
  • Spidskommen
  • Chilipulver
  • En spsk. sukker
  • Salt og peber

Svits løget og hvidløg i olie i en stor gryde. Tilsæt porrer, og lad dem falde sammen. Tilsæt gulerødder og squash, steg et par minutter, og tilsæt så bønner og tomater. Lad det hele simre i et kvarters tid, og rør engang imellem. Retten bliver kun bedre af at simre i længere tid, så man kan sagtens starte i god tid.

Umiddelbart inden retten skal serveres, tilsættes peberfrugt, majs, chokolade, kaffe og kanel, og chili sin carnen smages til med spidskommen, chili, sukker, salt og peber. Varm op, og server med lækkert tilbehør og en god øl.

Follow on Bloglovin

Instagram

Reklamer

Grøntsager i karry

P1040448En dejlig hverdagsret og opdateret klassiker!

Jeg kan godt lide at blanchere porrerne, fordi det bevarer den fine grønne farve så flot, men man kan sagtens svitse dem på panden sammen med gulerødderne for nemheds skyld.

Grøntsager i karry – 2 pers.

  • 2 dl brune ris
  • 2 dl vand
  • 2 dl mælk
  • 2 spsk mel
  • ½ bouillonterning
  • 2 tsk karry
  • 2 porrer
  • 4 gulerødder i tern
  • 2 peberfrugter i tern
  • 1 dåse kidneybønner eller 240 g bønner, udblødte og kogte
  • 1 æble i tern

Kog risene efter anvisning på pakken.

Lav saucen: pisk vand, mælk og mel sammen, til der ikke er nogen klumper. Varm op under piskning, og tilsæt bouillonterning og karry. Kog saucen godt igennem i to minutter, så den ikke længere smager af mel, og smag til med salt og peber.

Rens porrerne, skær dem i skrå skiver, cirka fem millimeter tykke, og overhæld dem med kogende vand. Lad dem stå i fem minutter, og hæld så vandet fra dem. Svits gulerødder på en pande, og tilsæt peberfrugt, bønner, æble og porrer. Det skal bare lige varmes igennem.

Server risene med grøntsager og karrysaucen. Pynt eventuelt med persille, peanuts eller kokosmel.

Follow on Bloglovin

Instagram

Urtepotteanretning

Inspireret af Tina Scheftelowitz’s anretning ved sommerkurset på Suhrs Madakamiet lavede jeg forleden denne forret: blomkålspuré med rugbrødscroutoner og gulerødder, agurker, radiser og dampede asparges anrettet som en potteplante i en urtepotte. Det er så sjovt at lave mad, der ligner noget andet, end det er, synes jeg, og især denne anretning ser meget anderledes og spændende ud. Gæsterne grinede, men tog godt imod retten.

Til seks urtepotter (man kan også bruge glas eller skåle) skar jeg halvandet blomkålshoved i buketter og kogte dem, til de var møre. Vandet hældes fra, blomkålen blendes glat – for eksempel med en stavblender – og der smages til med muskatnød, salt, peber og lidt smør.

Rugbrød smuldres eller skæres i tern, vendes i lidt olivenolie og bages i en varm ovn, til croutonerne er sprøde.

Grøntsagerne – for eksempel gulerødder med top, radiser med top, agurk, asparges, bladselleri – renses, og aspargesene dampes, hvis man har lyst til det.

Blomkålspuréen anrettes i urtepotter, grøntsagerne arrangeres i puréen, og der drysses med rugbrødscroutonerne.

Til forretten serverede jeg hjemmebagt brød, og senere kom der flere salater på bordet, også fra Tina Scheftelowitz’s bagkatalog.

Du kan se den originale opskrift her. Det ligner da meget godt, ikke?

bloglovin

Det kolde bord

I går lavede vi en stor frokostbuffet med nøglehulsmærkede retter. Opskrifter på retterne kan findes her.

Jeg kunne især godt lide jordbærsalaten, der havde en meget spændende “dressing” af kogte, blendede mandler. Det smagte rigtigt lækkert og kunne måske også bruges til en delikat, vegetabilsk dessert. Den salat skal jeg i hvert fald prøve at lave igen.

bloglovin

Skrald III

Vi har igen været ude og skralde, og på ovenstående foto kan I se høsten. Der var løg i lange baner, porrer, gulerødder, kartofler, rugbrød, havrefras, champignon, ærter, mango, æbler, bananer og 1,5 kilo jordbær – nogle af dem danske. Vi skraldede også nogle fine fødselsdagslys, og det kunne ikke være bedre, fordi vi i dag skulle holde fødselsdag for at se, om man kan gøre lidt ekstra ud af maden, selvom man er på stramt budget. (Det kunne man godt).

Forret: gulerods-appelsin-suppe fra i går med rugbrødscroutoner og ristet rugbrød med henholdsvis kartoffelpuré med friterede porrer og flødestuvede champignon.

Hovedret: løgtærte, gratineret kartoffelmos og gulerodssalat med æbler og ærter.

Dessert: kitschet lagkage med hjemmebagte vanillebunde, vanillecreme, jordbær, banan og masser af flødeskum. Og selvfølgelig de fine lys.

Vi købte en del ind i Irma til lagkagen: flormelis, mælk, smør, fløde og æg til 95,5 kroner. Vi var otte til middagen, og det bliver 11,9 kroner per person. Dejlig og billig fødselsdagsmiddag!

bloglovin

Skrald I

For tiden har vi på skolen et projekt, der hedder “Good food on a tight budget.” Vi er inddelt i grupper og har 20 kroner per person per dag til at lave et frokostmåltid og to mellemmåltider – formiddags- og eftermiddagsmad. Hver gruppe har nogle dogmer, der bestemmer, hvor de handler, og hvad de handler. For eksempel er der en gruppe, der vil lave mad ud fra paleoprincippet om meget kød og grøntsager, og ingen sukker, stivelse og mælkeprodukter. Der er også en gruppe, der laver mad ud fra devisen “småt & godt,” hvor de køber gode råvarer i Torvehallerne og i Irma og lægger vægt på at lave mad til præcis det antal mennesker, der skal spise maden, så der ikke er mad til overs, der smides ud. Jeg er i en gruppe, der laver vegetarisk, skraldet mad. I torsdags var vi på skraldetur og fandt alt det, der ses på det øverste foto: grøntsager, ost, juice, yoghurt og ni (!) liter vin. Vi supplerede med varer, vi købte i Irma: æg, mel, løg og sukker, og af det lavede vi en treretters menu.

Forret: blomkål på tre måder. Blomkålspuré, blomkålsmuffin, ost og friteret blomkål.

Hovedret: vin sans coq (den vegetariske udgave af coq au vin) med gulerødder, pastinak, løg, peberfrugt, champignon og selvfølgelig rødvin. Hertil kartoffel- og pastinakmos og madcrêpes.

Dessert: sorbet af mango-ananas-smoothie på bund af melon.

Til mellemmåltider: banankage og æbleboller.

Vi brugte 56 kroner i Irma og solgte lidt vin til en anden gruppe for ti kroner. Resultatet er dejlig mad til syv personer til 46 kroner – 6,5 kroner per person. Vores projekt kører til og med onsdag, og jeg er spændt på, hvad vi får skraldet af mad de kommende dage. Hvis der er nogen, der er garvede skraldere i København, og som har nogle gode skraldetips, må de meget gerne komme med dem. Så ville vi blive så glade!

bloglovin

Tarteletter & teater

I onsdags var vi i teatret og se En Skærsommernatsdrøm. Inden da tilberedte vi en teatermiddag overvejende bestående af tarteletter. Vi lavede fyld med porrer og kikærter, porrer og rejer, høns i asparges, stuvede gulerødder, ærter og røget skinke og nogle lidt mere moderne tarteletter med tomat, gedeost og pesto. Vi lavede også desserttarteletter, hvor vi lavede selve tarteletten af filodej og fyldte den med chokolade og hindbær. De små chokoladekager bagte vi af chokoladetarteletfyldet, der var til overs, og det kunne man sagtens – de smagte dejligt. De sjove tarteletter, der er lidt skæve, er lavet af butterdej, der fik eget liv, da det kom i ovnen. Hov.

Desserttarteletter med chokolade – 20 små tarteletter (og 8 små chokolademuffins)

  • filodej
  • 150 g mørk chokolade
  • 150 g smør
  • 4 æg
  • 200 g sukker
  • 75 g mel
  • hindbær

Klip filodejen i firkanter, som passer til formene. Brug tre stykker filodej til hver form, og pensl med smeltet smør mellem hvert lag. Dæk filodejen, der sikke bruges, med et fugtigt viskestykke, så det ikke tørrer ud. Bag filotarteletterne i ovnen i ca. 5 min ved 200 °C, til de er sprøde. De må ikke blive for mørke, men kun lige holde formen, da de skal bages igen, når de er blevet fyldt med chokoladecreme.

Til fyldet smeltes smør i en gryde ved lav varme. Tag gryden af varmen, og smelt chokoladen i det lune smør. I en skål piskes æg og sukker, til det er let og luftigt. Tilsæt mel, og pisk videre. Vend chokolade og smør i æggesnapsen. Fordel dejen i filotarteletterne, læg et hindbær i midten, og bag tarteletterne ca. 10 min ved 175 °C. Lad kagerne køle af, og drys dem med flormelis.

Hindbærene sank ned i kagerne, da kagerne kølede af, men jeg syntes ikke, det gjorde noget. Det gjorde bare kagerne lidt spændende at se på. Det er en fin idé, synes jeg, at bage muffins i filodej. Det gør dem anderledes, og det ser næsten ud som om, de er pakket ind i brunt indpakningspapir til pynt. Men så finder man ud af, at det er spiseligt pynt, og at den spiselige pynt oven i købet bidrager med en dejlig sprødhed til den bløde chokoladekage.

bloglovin

Salat

I det nye fag Go Green arbejdede vi i sidste uge med salater. Vores forstander Lars introducerede os for begrebet “dinner salad,” som er en stor salat, der udgør et helt måltid. Salaterne skulle bestå af en grøn bund af salatblade, grøntsager, et mættende kulhydratindslag som perlespelt, quinoa, ris, polenta eller kartofler, et stykke kød, en topping som for eksempel blomster, nødder, oliven, friterede grøntsager eller bacon og en marinade eller dressing. Samtidigt skulle vi være opmærksomme på ikke at rode for mange ting sammen. Og det var en spændende udfordring. Salaten, jeg var med til at lave, ses på det øverste foto. Det er en vegetarisk version med grøn bund af forskellige salater og gulerødder i tynde skræller, kogte rødbeder skåret i julienne, stegt champignon, asparges og gul og rød peberfrugt, kikærter, stegt polenta med gedeost, honning, semidried cherrytomater og en anemone og en pesto, der ligger i julesalatbladet i baggrunden. Her følger salater fra andre grupper, og som altid er det sjovt at se hvor forskellige, de endelige resultater er. Vi blev i øvrigt enige om, at vi hermed har dementeret påstanden om, at man ikke kan blive mæt af salat.

bloglovin

Grøn mad

I går lavede vi masser af lækre, grønne retter – et paradis for vegetaren her!

Vi lavede farserede peberfrugter, auberginer og tomater, tabbouleh, citrus-avocado-salat, gulerodssalat med koriander, løgtærte, spinattærte, porretærte, bønnedip, kartoffelpizza, salat med kikærter og en sjov tomattærte, der vist mere var en omelet med tomat – men god var den under alle omstændigheder.

Opskriften på tomat”tærten” kommer her – Tortini di Pomodori til fire personer:

  • 1 løg, hakket
  • 2 fed hvidløg, hakkede
  • ½ chili, hakket
  • 4 tomater, hakkede
  • 5 friske basilikumblade, hakkede
  • 6 æg, pisket sammen med salt og peber
  • lidt parmesan, revet

Svits løg, hvidløg og chili i en pande, der kan tåle at komme i ovnen. Tilsæt tomater og basilikum og senere æggene. Lad tærten sætte sig, drys med ost, og bag kort tærten i ovnen, til overfladen er lysebrun. Server med mere basilikum.

bloglovin