Vegansk ris à la mande

Til den tidligere nævnte veganske julefrokost havde jeg udover brunkagerne en ris à la mande med, og Thomas fra Kærlighed & Kikærter syntes bestemt, jeg skulle blogge opskriften. Den veganske ris à la mande minder meget om en helt almindelig ris à la mande, jeg har bare skiftet komælken ud med sojarismælk, og fløden med en dåse kokosmælk. Hvis man lader kokosmælken, som skal være den fede, ikke en lightudgave, stå på køl natten over, bliver kokosfedtet så fast, at man kan piske det luftigt til en kokosflødeskum, som overraskende nok ikke bidrager med en særlig udtalt kokossmag. Læs eventuelt mere om kokosflødeskum her. Økologisk sojarismælk kan købes i Aldi for ti kroner, og jeg synes, den har en dejlig smag. Hvis man ikke bryder sig om sojarismælk, kan man bruge en anden vegetabilsk mælk. Jeg lavede ris à la manden uden mandler, og serverede i stedet ristede, hakkede mandler som topping til desserten. Den sædvanlige kirsebærsauce skiftede jeg ud med en hjemmelavet jordbærsauce lavet af frosne jordbær, sukker og vanille. Når man alligevel ændrer på så traditionel en dessert, kan man lige så godt gå hele vejen og lave den lige præcis, som man selv godt kan lide den! Hvis man savner mandlerne i ris à la manden, kunne man måske forsøge sig med denne opskrift. Jeg har ikke selv prøvet den (endnu), men jeg synes, den ser spændende ud, og det er lidt lækkert, at man laver mælken selv og ikke bruger noget fra karton. En helt tredje idé er at lave mandelmousse i stedet for ris à la mande. Tina Scheftelowitz har en opskrift i Vegetarisk Vellyst, og Luna har blogget om den her. Jeg har også selv lavet den, og den smager rigtigt dejligt.

Vær opmærksom på tidsaspektet i denne opskrift: kokosmælken skal på køl dagen inden, man har planer om at koge risengrøden, og risengrøden skal stå på køl natten over, inden man vender kokosflødeskum i den, og ris à la manden er klar til at blive spist.

Vegansk ris à la mande:

  • 200 g. grødris
  • 3 dl. vand
  • 1 l. sojarismælk
  • en vanillestang
  • en dåse kokosmælk, ikke light, som har stået i køleskab natten over
  • sukker
  • salt

Bring vand og ris i kog i en tykbundet gryde. Kog risene ved jævn varme og under omrøring i cirka to minutter. Åben dåsen med kokosmælk, og tag den faste kokosmasse op med en ske, kom den i en beholder og sæt den tilbage i køleskabet til brug dagen efter. Den flydende kokosvæske tilsættes risene. Tilsæt også sojarismælk, vanillekorn fra vanillestangen og den tomme vanillestang, og kog grøden ved svag varme, stadig under omrøring, i cirka ti min. Læg låg på, og kog grøden i cirka en halv time – rør af og til. Når grøden er cremet og lækker, stilles den på køl til næste dag.

Dagen efter fiskes den tomme vanillestang op af risengrøden. Smag grøden til med sukker og en lille smule salt. Pisk den faste kokosfløde til skum, og vend det i grøden.

Stil ris à la manden på køl, til den skal spises, og server for eksempel med ristede, hakkede mandler og jordbærsauce (kog frosne jordbær, sukker og vanille – blend).

Follow on Bloglovin

Instagram

Reklamer

Sankt Hans

Til Sankt Hans var jeg med mine forældre i Løkken og besøge nogle venner og spise på Den Gamle Smedie. Bagefter så vi bål og sang Midsommervisen på en høj med Børglum Kloster Mølle i baggrunden og masser af regn og blæst. Typisk dansk midsommer!

Vi fik de lækreste hvide asparges med hollandaise sauce til forret og dejlige, smagfulde jordbær, hjemmelavet vanilleis, karamelliserede solsikkekerner og nyslynget honning til dessert. Uhm…!

(jeg var meget tilfreds med arrangementet, som det ses på nederste foto…)

bloglovin

Afskedsbrunch

 

 

 

 

 

 

 

I tirsdags lavede vi brunch, spiste brunchen og fik sagt farvel til hinanden og højskolen. Der blev virkelig gjort noget ekstra ud af det, fordi det var sidste dag, og det hele var meget lækkert. Og der var champagne!

Her er det græsk yoghurt med frisk frugt og bær og citrongræssirup, sjove æggebrød med tomat bagt i muffinforme, en slags salt arme ridder med parmaskinke, amerikanske pandekager med ahornsirup, jordbær og granatæblekerner, lækker ost: brie og kornblomst og det lækreste, luftige ostebrød.

Nogle blev pludseligt meget trætte efter nattens festligheder og måtte tage en lille pause:

Jeg har en del fotos af mad og måltider lavet på Suhrs, som jeg ikke har fået skrevet om endnu, så helt slut på højskolen er det ikke her på bloggen…

bloglovin

Afslutning på Suhrs

I går oprandt dagen, hvor vores højskoleophold havde nået sin afslutning. Mandag spiste vi lækker middag og holdt fest, og tirsdag formiddag spiste vi brunch, fik højskolebevis og sagde farvel til hinanden. Og tog hjem. Undtagen mig, for jeg skal være medhjælper på højskolens sommerkursus i næste uge sammen med min roomie Okje, så vi har fået lov at bo på skolen lidt endnu. Temaet for festen i mandags var fængselstema, og det lyder måske mærkeligt, men var ikke desto mindre rigtigt sjovt, gennemført og vellykket. Der var “pyntet op” med tremmer for vinduerne, udklædningerne talte blandt andet Bjørnebanden, Bonnie & Clyde, Annie Fønsby, en smykketyv, flere smukke femmes fatales, en blotter og en barnemorderske, og menuen var inspireret af “sidste måltider” bestilt fra dødsgangen – og den kommer her:

Velkomst: Grissini, onion rings og oliven.

Dennis Wayne Bagwell bestilte en enkelt oliven før sin henrettelse i 1963.

Forret: krabbecocktail med avocadocreme.

Mellemret: pommes frites med hjemmerørt hvidløgs-, chili- og tomatmayonnaise.

Bestilt af mange dødsdømte, blandt andre Bruno Richard Hauptmann, der blev dømt for kidnapning og mord i 1936.

Hovedret: Flanksteakburger (her en selleribøf, kogt i mælk og paneret i cornflakes) med hjemmelavet ketchup og mayonnaise, hertil jordbærmilkshake lavet på hjemmelavet vanilleis og friske jordbær.

Burgeren er en populær spise på den amerikanske dødsgang. John David Dutys sidste måltid var en double cheeseburger med en banana shake.

Dessert: jordbærtærte og lemon meringue pie – glemte af fotografere dem, men de var flotte!

Rainey Bethea nød en lemon meringue pie, før han som den sidste i USA’s historie blev henrettet offentligt. Han blev hængt i 1936 i Kentucky.

Måske en smule bizart tema, men det var virkeligt en fantastisk middag og den bedste burger, jeg nogensinde har smagt! Og det var en dejlig fest og en rigtigt god afslutning på opholdet på Suhrs Madakademiet. Senere følger gårsdagens tømmermandsbrunch…

bloglovin

Kreative udfoldelser

For et stykke tid siden fik vi helt frie hænder i køkkenet. Vi fik 70 kroner hver til at handle for i Torvehallerne, og så var det ellers bare om at gå i gang. Jeg synes, resultaterne blev så fine, at de skulle med her.

Sofie lavede en ret inspireret af Mols Bjerge, hvor hun kommer fra. Det er bagt kartoffelmos med flødeost, rød basilikum, karse og bacon, garneret med friterede gulerødder, friske ærter med citron og baconpulver.

Nikolaj stegte en entrecôte med hvidløg og rosmarin og serverede den med en glace af rødvin og balsamicoeddike, bagte gulerødder og karse.

Som dessert stegte han bananer i smør og muscovadosukker med cognac, kanel og rosiner. Hertil skyr med sukker og vanille.

Nadia, Emma, Olivia og Mie lavede en frisk sommersalat med spinat, ærtespirer, pinjekerner, forårsløg, jordbær, blåbær, balsamicoeddike og parmesan.

De fortsatte jordbær- og sommertemaet i desserten, som var en jordbærkoldskål med frisk jordbær, mynte og hjemmelavede chokoladekammerjunker.

Frederik lavede en tallerken med pocherede vagtelæg med hvide asparges-fløde, løvstikkegele, saltvands”kaviar,” umodne jordbær og honning.

Søren lavede moules frites; blåmuslinger i hvidvin med pommes frites og safranmayonnaise.

Euri lavede en portugisisk dessert, der hedder Aletria Doce, som på engelsk oversættes til Sweet Angel Hair Pasta. Det er en pastadessert med mælk, sukker, kardemomme, kanel, vanille og hindbær.

Anna og Anne-Sofie lavede en chokoladefondant med et indre af flydende hvid chokolade. Hertil rabarber chips, mynte og citrusskum.

Kristoffer, Pernille og Anna lavede en kold jordbærsuppe med basilikumis og karamelliseret hvid chokolade.

Okje og jeg lavede en tallerken med pocheret, friteret æg, hyldeblomstgele med jordbær og citrontimian, aspargesskum og asparges med Kornly-ost og -kerner.

bloglovin

Det kolde bord

I går lavede vi en stor frokostbuffet med nøglehulsmærkede retter. Opskrifter på retterne kan findes her.

Jeg kunne især godt lide jordbærsalaten, der havde en meget spændende “dressing” af kogte, blendede mandler. Det smagte rigtigt lækkert og kunne måske også bruges til en delikat, vegetabilsk dessert. Den salat skal jeg i hvert fald prøve at lave igen.

bloglovin

Skrald III

Vi har igen været ude og skralde, og på ovenstående foto kan I se høsten. Der var løg i lange baner, porrer, gulerødder, kartofler, rugbrød, havrefras, champignon, ærter, mango, æbler, bananer og 1,5 kilo jordbær – nogle af dem danske. Vi skraldede også nogle fine fødselsdagslys, og det kunne ikke være bedre, fordi vi i dag skulle holde fødselsdag for at se, om man kan gøre lidt ekstra ud af maden, selvom man er på stramt budget. (Det kunne man godt).

Forret: gulerods-appelsin-suppe fra i går med rugbrødscroutoner og ristet rugbrød med henholdsvis kartoffelpuré med friterede porrer og flødestuvede champignon.

Hovedret: løgtærte, gratineret kartoffelmos og gulerodssalat med æbler og ærter.

Dessert: kitschet lagkage med hjemmebagte vanillebunde, vanillecreme, jordbær, banan og masser af flødeskum. Og selvfølgelig de fine lys.

Vi købte en del ind i Irma til lagkagen: flormelis, mælk, smør, fløde og æg til 95,5 kroner. Vi var otte til middagen, og det bliver 11,9 kroner per person. Dejlig og billig fødselsdagsmiddag!

bloglovin

Kagebord

I weekenden holdt min far og min søster kombineret fødselsdag, og jeg havde lavet kagebord til dessert.

Der var minimarengslagkager med appelsin, grape, flødeostcreme, granatæblekerner og pistacienødder, fastelavnsboller af vandbakkelser med flødeskum, vanillecreme og svesker, chokoladecupcakes med hindbærfrosting, cookies med mørk chokolade og hasselnødder, cookies med hvid chokolade og lakrids, daddelkugler og en lagkage med hjemmebagte vanillebunde, jordbær, mango, vanillecreme, flødeskum, makroner og gojibær.

Opskriften på cupcakesne blev efterspurgt, og den kommer her. Kagerne er veganske, så kender man nogen, der for eksempel ikke tåler mælk, kan man forsøge sig med disse. Opskriften er fra Vegan Cupcakes take over the World af Isa Chandra Moskowitz og Terry Hope Romero, og da den er på engelsk og derfor med mål i cups, er målene i dl lidt skæve. Der bliver 12 stk.

  • 2,5 dl sojamælk
  • 1 tsk æblecidereddike
  • 2,5 dl hvedemel
  • 1,9 dl sukker
  • 0,8 dl kakaopulver
  • 1 tsk vanillesukker
  • 3/4 tsk natron
  • 1/2 tsk bagepulver
  • 1/4 tsk salt
  • 0,8 dl rapsolie

Tænd ovnen på 180 °C, og stil muffinformene klar – bag for eksempel kagerne i en metalmuffinform foret med papirforme.

Mål sojamælken af i et målebæger og pisk eddiken i med en gaffel. Lad det stå og tykne, mens de tørre ingredienser blandes sammen i en skål: mel, sukker, kakaopulver, vanillesukker, natron, bagepulver og salt. Rør olien i mælke-eddike-blandingen, og rør det i de tørre ingredienser.

Fordel dejen i 12 muffinforme, og bag kagerne i 18-20 min. Jeg synes ikke, de skal være bagt helt tørre indeni, så tjek hellere kagerne et par minutter før, man regner med, de er færdige.

Her er et billede af kager efter samme opskrift til min søsters fødselsdag sidste år. Dengang havde jeg tilsat 2 tsk instant kaffe til dejen og pyntet med kaffefrosting og chokolade.