Brunkager

Jeg var til stor, vegansk sammenskudsjulefrokost i går. Vi var over 80 personer, og alle havde taget et par retter med. Det blev et fantastisk og stort buffetbord fuld af mad og lækre kager og desserter, det var virkeligt overdådigt! Jeg havde blandt andet taget disse småkager med: brunkager (næsten) som Mette Blomsterberg laver dem. Opskriften var meget nem at gøre vegansk, så brunkagerne kunne få lov at optræde på buffetbordet, for smørret blev bare erstattet af margarine.

Brunkager – cirka 150 stk.

  • 150 g. hele mandler
  • 250 g. smør (eller margarine)
  • 125 g. lys sirup
  • 250 g. farin
  • 2 tsk. potaske
  • 1 spsk. koldt vand
  • 3 tsk. stødt kanel
  • 1 tsk. stødt nelliker
  • 2 tsk. stødt ingefær
  • 1 tsk. stødt allehånde
  • 500 g. hvedemel
  • 60 g. syltet appelsiner i tern
  • 25 g. usaltede pistacie kerner

Smut mandlerne. For en firkantet beholder på 18 gange 18 cm. med bagepapair på både bund og sider.

Smelt smør, sirup og farin ved middel varme, til det er ca. 70 grader, og tag gryden af varmen. Bland i en stor skål kanel, nelliker, ingefær, allehånde og hvedemel, og tilføj derefter syltet appelsin, mandler og pistacie. Rør potasken og vand sammen i en kop, og rør det i den varme smør-sukker-masse. Hæld det op til melet og krydderierne, og rør det hele godt sammen. Hæld dejen i den forberedte, forede form, og pres den godt sammen, så den fylder formen helt ud. Læg bagepapir på som top. Dejen afkøles og hviler i køleskab til næste dag, hvor den udskæres i 5 lange “baner”. Skær hver bane i tynde skiver, og bag småkagerne ved 180 grader cirka 9 – 12 minutter.

Afkøl småkagerne på en bagerist, og opbevar dem i en tætsluttende dåse.

Follow on Bloglovin

Instagram

Reklamer

Påskefrokost

I tirsdags havde Suhrs Madakademiet inviteret til “elev for en dag”-dag, og menuen stod på påsketapas. Øverst er det agurk og rejer og herunder æggesalat på henholdsvis ristet rugbrød og hvidt brød, små spinattærter, filopakker med spinatfyld, ristet rugbrød med pesto og parmesan, lammemørbrad med abrikos og fennikelfrø, fingersandwich med kylling, rosmarin og parmesan, linsesalat med bagt peberfrugt og feta, brødskåle med salat af stegte grøntsager og rucola, fougasse med blå ost og valnødder og kanelbrød.

Jeg synes, vi især bagte noget interessant brød, så her kommer et par brødopskrifter:

Fougasse med blå ost og valnødder – 2 stk

  • 2,25 dl lunkent vand
  • 20 g gær
  • 2 tsk salt
  • 1 spsk olivenolie
  • 450 g hvedemel
  • 125 g smuldret blåskimmelost
  • 125 hakkede valnødder

Rør gæren ud i vandet, og tilsæt salt, olie og mel. Ælt dejen glat og smidig, og stil den til hævning et lunt sted i en time. Slå dejen ned, del den i to, og rul stykkerne ud til rektangler med cirka 1 centimeter tykkelse. Fordel osten og nødderne midt på brødet på den lange led, og fold først den ene side – den venstre tredjedel af brødet – over midten med fyldet, og så den anden side – den højre tredjedel af brødet. Rul dejen ud til cirka 25 gange 15 centimeter. Skær 4-5 diagonale snit i dejen, og træk den ud, så den ligner en stige. Lad brødet efterhæve en time, og bag det ved 230 °C i 15-20 minutter.

Kanelbrød

  • 10 g smør
  • 2,5 dl sødmælk
  • 15 g gær
  • 1 tsk sukker
  • 1 tsk salt
  • 400 g hvedemel
  • kanelstænger
  • mælk til pensling
  • kanelsukker til pynt

Smelt smørret i en gryde, tilsæt mælken, og varm blandingen, til den er fingervarm. Hæld den lune væske op i en skål, og rør gæren ud heri. Tilsæt sukker, salt og mel, ælt dejen sammen, og stil den til hævning i en time. Slå dejen ned, ælt den igennem, og rul den ud til et rektangel. Skær diagonale snit, så man får små stykker trekantet dej. Rul hver trekant sammen om en kanelstang, pensl med mælk og drys med kanelsukker. Bag kanelbrødene ved 225 °C i 15 minutter, til de er gyldne.

Brødskålene laves ved at smøre glasskåle udvendigt med olie, beklæde dem udvendigt med udrullet brøddej, og bage dem – skål og dej sammen. Så får man fine brødskåle, man kan fylde med hvad-man-nu-har-lyst-til. Smart!

bloglovin