Kvædemazarin

P1040562Jeg havde syltede kvæder og marcipan til overs og blev her inspireret af Katrine Klinken til at bage mazariner med kvæder. Kagerne blev fugtige og lækre og havde en fin smag af kvæde.

Kvæder er en hård, gul, pærelignende frugt, der skal tilberedes, før man kan spise den. Bliv klogere på kvæden her.

Syltede pærekvæder med vanille

  • 500 g gule pærekvæder

  • 300 g sukker

  • 2 dl æblemost eller vand

  • 1 citron

  • ½ vanillestang

Skræl kvæderne, skær dem i stykker, og skær kernehuset væk. Læg kvædestykkerne i en gryde, og dæk dem med koldt vand. Kog dem møre – det tager cirka 45 minutter. Hæld sukker, saft af citron og den flækkede vaniljestang i. Kog videre i fem til ti minutter. Tag kvæderne op, og kog siruppen ind til det halve. Hæld lagen over kvæderne, og lad det hele køle af.

Kvædemazarinkage til en springform, 26 cm eller 12 små tærter, 12 cm

  • 200 g blødt smør

  • 150 g rå ren marcipan

  • 4 æg

  • 200 g sukker

  • 200 g hvedemel

  • 500 g syltede kvæder med vanille (se opskriften ovenfor)

  • 1½ dl sukkerlage fra de syltede kvæder

  • flormelis eller mørk chokolade til pynt

Skær smør ud i små stykker, og læg det på en tallerken, til det er blødt. Riv marcipan groft på et rivejern. Hak de syltede kvæder groft. Smør en springform med lidt af det bløde smør. Tænd ovnen på 175 grader.

Pisk æg og sukker med en håndmikser, til det er lyst og skummende – det tager cirka fem minutter. Kom marcipan og små klatter af blødt smør i, og pisk, til massen er ensartet og jævn.

Sigt mel i æggemassen, og vend dejen sammen med en dejskraber. Vend kvæde i. Fordel dejen i springformen, og bag kagen i midten af ovnen i cirka 45 minutter. Hvis der bruges små tærteforme, er bagetiden cirka 20 minutter. Stik et træspid eller en lille skarp kniv i midten af kagen. Hvis der er rå dej på, skal kagen bage lidt videre.

Prik mazarinkagen med en gaffel, og hæld sukkerlagen over. Lad kagen stå mindst 30 minutter for at suge saften.

Pynt med sigtet flormelis eller smeltet, mørk chokolade.

P1040570P1040575

Follow on Bloglovin

Instagram

Reklamer

Fødselsdagskringle

P1040536Jeg har fejret fødselsdag med den skønne, klassiske menu med varm chokolade, boller og kringle. Jeg brugte Sifs kringleopskrift, og den er simpelthen så god. På linket kan du også finde en udførlig guide til, hvordan man fletter sin kringle.

Jødekagen, der har sneget sig med på fotoet, er bagt af min veninde Martha, der syntes, der skulle lidt kanel til, når jeg blev 25 år.

Kringle med maricpanremonce og rosiner:

  • 1,5 dl mælk
  • 25 g sukker
  • ½ tsk groft salt
  • 25 g gær
  • 1 æg
  • 75 g blødt smør
  • ½ tsk kardemomme
  • 350 g hvedemel
  • 125 g marcipan
  • 50 g  blødt smør
  • 50 g sukker
  • 100 g rosiner
  • æg til pensling
  • perlesukker til pynt

Forvarm ovnen til 200 °C, og beklæd en bageplade med bagepapir.

Lun mælken i en stor gryde, hvor hele dejen kan være, og rør sukker, salt og kardemomme i. Smuldr gæren i mælken, slå ægget ud over, og tilsæt smørret i mindre stykker. Lad det hele stå uden at røre rundt i et kvarters tid. Sif skriver, at gæren på denne måde får lov til at “vågne,” inden dejen hæmmes med smør, og det er sikkert det, der gør, at kringlen bliver så dejlig luftig og blød. Efter 15 minutter er gæren “smeltet” til små brune klatter, og så er dejen klar til at få tilført mel. Tilsæt først halvdelen af melet, og rør godt. Tilsæt lidt efter lidt resten af melet, og ælt dejen godt igennem. Lad den hæve i cirka 45 minutter.

Imens laves fyldet: pisk smør og sukker luftigt med en håndmixer. Tilsæt marcipan i små stykker, og pisk videre. Når det hele er godt blandet, røres rosinerne i.

Når dejen er hævet, tages den ud på et meldrysset bord og æltes lidt, så den klapper sammen. Lad den hvile fem minutter, og rul den så ud til et rektangel. Løft dejen over på bagepladen med bagepapir, eventuelt ved at folde den sammen, så den er lettere at løfte. Skær snit langs kringlens sider, eller klip med en saks. Dejstrimlerne skal på hver side fylde en tredje del af kringlens bredde. Fordel fyldet på kringlens midte, og fold dejstrimlerne ind over midten: skiftevis en dejstrimmel fra højre side og venstre side. Til sidst trykkes enderne af kringlen godt sammen, så fyldet ikke lækker. Kringlen efterhæver i cirka en halv time, pensles med æg og drysses med perlesukker og bages i cirka 25 minutter.

Dejen kan også bruges til fødselsdagsboller.

P1040526

Follow on Bloglovin

Instagram