Chili sin carne

P1040549Endnu en klassiker jeg ofte vender tilbage til. Chili sin carne er mættende og varmende og kan gøres til gæsteværdig mad ved at introducere godt med tilbehør: creme fraiche, tortillachips, salsa, guacamole, lækkert hjemmebagt brød, en god salat… Og så er det nemt, at hele retten laves i én gryde. Her er en basisopskrift, men retten er en rigtigt god tøm-køleskabet-ret, og du kan tilsætte lige det, du har lyst til, eller de grøntsager, der ligger i grøntsagsskuffen i køleskabet og snart bør bruges.

Chili sin carne – 4 personer:

  • Et løg, hakket
  • 4 fed hvidløg, snittet fint
  • To porrer i skiver
  • 4 gulerødder, revne
  • En squash i tern
  • En dåse hvide bønner i tomatsauce
  • En dåse kidneybønner
  • En dåse hakkede tomater
  • Peberfrugter: en gul, en rød og en grøn i tern
  • En dåse majs
  • 10 g mørk chokolade
  • 2 tsk instant kaffe
  • 1 tsk kanel
  • Spidskommen
  • Chilipulver
  • En spsk. sukker
  • Salt og peber

Svits løget og hvidløg i olie i en stor gryde. Tilsæt porrer, og lad dem falde sammen. Tilsæt gulerødder og squash, steg et par minutter, og tilsæt så bønner og tomater. Lad det hele simre i et kvarters tid, og rør engang imellem. Retten bliver kun bedre af at simre i længere tid, så man kan sagtens starte i god tid.

Umiddelbart inden retten skal serveres, tilsættes peberfrugt, majs, chokolade, kaffe og kanel, og chili sin carnen smages til med spidskommen, chili, sukker, salt og peber. Varm op, og server med lækkert tilbehør og en god øl.

Follow on Bloglovin

Instagram

Grøntsager i karry

P1040448En dejlig hverdagsret og opdateret klassiker!

Jeg kan godt lide at blanchere porrerne, fordi det bevarer den fine grønne farve så flot, men man kan sagtens svitse dem på panden sammen med gulerødderne for nemheds skyld.

Grøntsager i karry – 2 pers.

  • 2 dl brune ris
  • 2 dl vand
  • 2 dl mælk
  • 2 spsk mel
  • ½ bouillonterning
  • 2 tsk karry
  • 2 porrer
  • 4 gulerødder i tern
  • 2 peberfrugter i tern
  • 1 dåse kidneybønner eller 240 g bønner, udblødte og kogte
  • 1 æble i tern

Kog risene efter anvisning på pakken.

Lav saucen: pisk vand, mælk og mel sammen, til der ikke er nogen klumper. Varm op under piskning, og tilsæt bouillonterning og karry. Kog saucen godt igennem i to minutter, så den ikke længere smager af mel, og smag til med salt og peber.

Rens porrerne, skær dem i skrå skiver, cirka fem millimeter tykke, og overhæld dem med kogende vand. Lad dem stå i fem minutter, og hæld så vandet fra dem. Svits gulerødder på en pande, og tilsæt peberfrugt, bønner, æble og porrer. Det skal bare lige varmes igennem.

Server risene med grøntsager og karrysaucen. Pynt eventuelt med persille, peanuts eller kokosmel.

Follow on Bloglovin

Instagram

Skrald II

Vi har forsat vores budgetprojekt og har lavet mere mad med de varer, vi fandt på vores skraldetur. Vi supplerede med varer, vi købte i en grønthandel på Nørrebro og lavede løgsuppe med hjemmebagt brød og ost, små porrermuffins og gulerods-appelsin-suppe. Vi bagte små æbletærter til om eftermiddagen og fik også en dejlig osteanretning, fordi min roomie Okje havde fået smagsprøver med hjem fra sit nye arbejde i Unika i Torvehallerne. Vi fik lidt mango-ananas-sorbet til, og det passede fint til osten. Vi fik selvfølgelig rødvin til maden og gjorde på den måde endnu et indhug i de ni liter.

Vi brugte 40 kroner på røde linser, porrer og løg i grønthandlen på Blågårdsgade og 24 kroner på gær og to kilo hvedemel i Irma.  Det giver en pris på 10,7 kroner per person og må siges at være meget budgetvenligt. Vi havde endda lidt skraldet grønt til overs til en fin borddækning.

bloglovin

Tarteletter & teater

I onsdags var vi i teatret og se En Skærsommernatsdrøm. Inden da tilberedte vi en teatermiddag overvejende bestående af tarteletter. Vi lavede fyld med porrer og kikærter, porrer og rejer, høns i asparges, stuvede gulerødder, ærter og røget skinke og nogle lidt mere moderne tarteletter med tomat, gedeost og pesto. Vi lavede også desserttarteletter, hvor vi lavede selve tarteletten af filodej og fyldte den med chokolade og hindbær. De små chokoladekager bagte vi af chokoladetarteletfyldet, der var til overs, og det kunne man sagtens – de smagte dejligt. De sjove tarteletter, der er lidt skæve, er lavet af butterdej, der fik eget liv, da det kom i ovnen. Hov.

Desserttarteletter med chokolade – 20 små tarteletter (og 8 små chokolademuffins)

  • filodej
  • 150 g mørk chokolade
  • 150 g smør
  • 4 æg
  • 200 g sukker
  • 75 g mel
  • hindbær

Klip filodejen i firkanter, som passer til formene. Brug tre stykker filodej til hver form, og pensl med smeltet smør mellem hvert lag. Dæk filodejen, der sikke bruges, med et fugtigt viskestykke, så det ikke tørrer ud. Bag filotarteletterne i ovnen i ca. 5 min ved 200 °C, til de er sprøde. De må ikke blive for mørke, men kun lige holde formen, da de skal bages igen, når de er blevet fyldt med chokoladecreme.

Til fyldet smeltes smør i en gryde ved lav varme. Tag gryden af varmen, og smelt chokoladen i det lune smør. I en skål piskes æg og sukker, til det er let og luftigt. Tilsæt mel, og pisk videre. Vend chokolade og smør i æggesnapsen. Fordel dejen i filotarteletterne, læg et hindbær i midten, og bag tarteletterne ca. 10 min ved 175 °C. Lad kagerne køle af, og drys dem med flormelis.

Hindbærene sank ned i kagerne, da kagerne kølede af, men jeg syntes ikke, det gjorde noget. Det gjorde bare kagerne lidt spændende at se på. Det er en fin idé, synes jeg, at bage muffins i filodej. Det gør dem anderledes, og det ser næsten ud som om, de er pakket ind i brunt indpakningspapir til pynt. Men så finder man ud af, at det er spiseligt pynt, og at den spiselige pynt oven i købet bidrager med en dejlig sprødhed til den bløde chokoladekage.

bloglovin