Urtepotteanretning

Inspireret af Tina Scheftelowitz’s anretning ved sommerkurset på Suhrs Madakamiet lavede jeg forleden denne forret: blomkålspuré med rugbrødscroutoner og gulerødder, agurker, radiser og dampede asparges anrettet som en potteplante i en urtepotte. Det er så sjovt at lave mad, der ligner noget andet, end det er, synes jeg, og især denne anretning ser meget anderledes og spændende ud. Gæsterne grinede, men tog godt imod retten.

Til seks urtepotter (man kan også bruge glas eller skåle) skar jeg halvandet blomkålshoved i buketter og kogte dem, til de var møre. Vandet hældes fra, blomkålen blendes glat – for eksempel med en stavblender – og der smages til med muskatnød, salt, peber og lidt smør.

Rugbrød smuldres eller skæres i tern, vendes i lidt olivenolie og bages i en varm ovn, til croutonerne er sprøde.

Grøntsagerne – for eksempel gulerødder med top, radiser med top, agurk, asparges, bladselleri – renses, og aspargesene dampes, hvis man har lyst til det.

Blomkålspuréen anrettes i urtepotter, grøntsagerne arrangeres i puréen, og der drysses med rugbrødscroutonerne.

Til forretten serverede jeg hjemmebagt brød, og senere kom der flere salater på bordet, også fra Tina Scheftelowitz’s bagkatalog.

Du kan se den originale opskrift her. Det ligner da meget godt, ikke?

bloglovin

Reklamer

Nytår

Vi har fået et nyt fag, der hedder Højtidsmad. Derfor var det forleden nytårsaften, og vi lavede klassisk kogt torsk med sennepssauce, hvide kartofler med persille, hakkede, kogte æg, syltede rødbeder i tern, sprøde bacontern, kapers, revet peberrod og finthakket løg som tilbehør. Vi lavede også en moderne version, hvor nytårstorsken fungerede som appetizers. Torsken blev enten syltet eller hakket i små tern til torsketatar og anrettet på ristet rugbrød med forskelligt tilbehør. Vi lavede wasabimayonnaise, baconpulver, rødbedepuré, kartoffelcreme, smørstegte beder, kartoffel- og rødbedechips og rødbedetatar og prøvede os frem med forskellige kombinationer.

Det øverste billede er en vegetarisk version med wasabimayonnaise, kartoffelcreme, rødbedetatar og kartoffelchips. Kartoffelcremen er lavet ved at bage bagekartofler, til de er helt møre. Fyldet skrabes ud og blendes helt glat med smuttede mandler, hvidløg, olivenolie, salt og peber. Den bagte skræl, der var tilbage, skar jeg i mindre stykker og friturestegte, så de blev sprøde. De blev sat i appetizerne, så de lignede små skibe med sejl. Wasabimayonnaisen er en rørt mayonnaise smagt til med wasabipulver eller -pasta. Rødbedetataren er forskellige beder skåret i fine tern og smagt til med finthakket persille, æbleeddike, honning, sennep, salt og peber, som trækker en times tid inden brug.

Og vi lavede selvfølgelig kransekage.

bloglovin

Påskelagkager

Efter vores påskefrokost var der påskelagkagekonkurrence.

Denne smukke kage blev vinderen. Den er lavet med marengsbunde, citronmousse, og passionsfrugt.

På andenpladsen kom en rugbrødslagkage med rugbrødschokoladebunde smurt med abrikos og lagt sammen med flødeskum, appelsin, mynte og lime.

På en delt tredjeplads kom disse to lagkager. Først en helt pink en af slagsen – udvendigt – med hindbærskum og – indvendigt – smukke, lysende gule bunde (dem kan I desværre ikke se) og chokoladecreme. Godt tip: put gurkemeje i kagebundene og gør dem påskefarvede! Og så en klassisk lagkage med hjemmebagte vanillebunde, fløde og chokolade.

Ikke en dårlig måde at afslutte en påskefrokost!

bloglovin

Påskefrokost

I tirsdags havde Suhrs Madakademiet inviteret til “elev for en dag”-dag, og menuen stod på påsketapas. Øverst er det agurk og rejer og herunder æggesalat på henholdsvis ristet rugbrød og hvidt brød, små spinattærter, filopakker med spinatfyld, ristet rugbrød med pesto og parmesan, lammemørbrad med abrikos og fennikelfrø, fingersandwich med kylling, rosmarin og parmesan, linsesalat med bagt peberfrugt og feta, brødskåle med salat af stegte grøntsager og rucola, fougasse med blå ost og valnødder og kanelbrød.

Jeg synes, vi især bagte noget interessant brød, så her kommer et par brødopskrifter:

Fougasse med blå ost og valnødder – 2 stk

  • 2,25 dl lunkent vand
  • 20 g gær
  • 2 tsk salt
  • 1 spsk olivenolie
  • 450 g hvedemel
  • 125 g smuldret blåskimmelost
  • 125 hakkede valnødder

Rør gæren ud i vandet, og tilsæt salt, olie og mel. Ælt dejen glat og smidig, og stil den til hævning et lunt sted i en time. Slå dejen ned, del den i to, og rul stykkerne ud til rektangler med cirka 1 centimeter tykkelse. Fordel osten og nødderne midt på brødet på den lange led, og fold først den ene side – den venstre tredjedel af brødet – over midten med fyldet, og så den anden side – den højre tredjedel af brødet. Rul dejen ud til cirka 25 gange 15 centimeter. Skær 4-5 diagonale snit i dejen, og træk den ud, så den ligner en stige. Lad brødet efterhæve en time, og bag det ved 230 °C i 15-20 minutter.

Kanelbrød

  • 10 g smør
  • 2,5 dl sødmælk
  • 15 g gær
  • 1 tsk sukker
  • 1 tsk salt
  • 400 g hvedemel
  • kanelstænger
  • mælk til pensling
  • kanelsukker til pynt

Smelt smørret i en gryde, tilsæt mælken, og varm blandingen, til den er fingervarm. Hæld den lune væske op i en skål, og rør gæren ud heri. Tilsæt sukker, salt og mel, ælt dejen sammen, og stil den til hævning i en time. Slå dejen ned, ælt den igennem, og rul den ud til et rektangel. Skær diagonale snit, så man får små stykker trekantet dej. Rul hver trekant sammen om en kanelstang, pensl med mælk og drys med kanelsukker. Bag kanelbrødene ved 225 °C i 15 minutter, til de er gyldne.

Brødskålene laves ved at smøre glasskåle udvendigt med olie, beklæde dem udvendigt med udrullet brøddej, og bage dem – skål og dej sammen. Så får man fine brødskåle, man kan fylde med hvad-man-nu-har-lyst-til. Smart!

bloglovin