Distortion

Suhrs Madakademiet er igen i år med til Distortion, og vi serverer lækre Københavnersnacks på hjørnet af Istedgade og Dannebrogsgade i morgen klokken 16-20. Temaet er “urban cooking,” og vi har lavet mad af råvarer fra byens haver og kaldt dem bydelsmenuer. De består hver af to små retter:

Nørrebro – Kyllingespyd med asparges og estragon fra taget af Blågårdgades skole og rugbrødshapsere med rygeost og radisser også fra Blågårdsgades skole.

City – Spinattærte med spinat dyrket på tagterassen af Madakademiet og æblemojito.

Vesterbro – Rabarbertrifli og rabarber-jelloshots med honning fra Bybi.

Køb en bydel-menu for 20 kroner eller hele Københavnermenuen for 50 kroner.

Jeg har været med til at lave Vesterbro-menuen, og det har været rigtigt sjovt. Det er altid skægt at lave mad i så absurd store mængder – i dag har vi for eksempel brugt 4,4 liter vodka til disse 300 jello shots!

Jeg har også været med til at lave rabarber-trifli, og de kommer næsten til at se således ud. De kommer til at bestå af en rabarber-jordbær-grød, vanillet flødeskum og havregryns-honning-crunch.

Vi har også øvet os på resten af menuen, og den kommer til at ligne dette:

Vi ses i morgen!

bloglovin

Forårsmiddag

I går lavede min roomie Okje og jeg middag til højskolens bestyrelse. Det var sjovt at prøve især efter de sidste par dages skraldemiddage – her havde vi frie hænder og intet stramt budget.

Vi lavede en lille forårsmiddag med små butterdejsspinattærter med feta, blomkålspuré, nye kartofler og en salat med bagte peberfrugter og puylinser. Dertil havde vi bagt “verdens bedste brød.”

Okje havde købt oste med hjem fra Arla Unika i Torvehallerne: Kornly, Lykkebjerg, Gnalling og en Havarti, der har lagret i to år. Vi havde bagt knækbrød til og overhældt henholdsvis valnødder og pistacienødder med akaciehonning og ladet det trække et døgn.

Til dessert havde vi lavet en rabarbersuppe med vanille og bagt vanillemarengs. Oven på det er der flødeskum med almindelig hvid chokolade og brændt hvid chokolade. Pynten er hvide chokoladeknapper, den ene brændt. Chokoladeknapperne er bagt i ovnen, men man kan også “brænde” den hvide chokolade på en pande. Se for eksempel her og en lille video fra vores dage med Markus Grigo her. Når man brænder hvid chokolade får det en dejlig karamelsmag og minder lidt om Daim.

bloglovin

Påskefrokost

I tirsdags havde Suhrs Madakademiet inviteret til “elev for en dag”-dag, og menuen stod på påsketapas. Øverst er det agurk og rejer og herunder æggesalat på henholdsvis ristet rugbrød og hvidt brød, små spinattærter, filopakker med spinatfyld, ristet rugbrød med pesto og parmesan, lammemørbrad med abrikos og fennikelfrø, fingersandwich med kylling, rosmarin og parmesan, linsesalat med bagt peberfrugt og feta, brødskåle med salat af stegte grøntsager og rucola, fougasse med blå ost og valnødder og kanelbrød.

Jeg synes, vi især bagte noget interessant brød, så her kommer et par brødopskrifter:

Fougasse med blå ost og valnødder – 2 stk

  • 2,25 dl lunkent vand
  • 20 g gær
  • 2 tsk salt
  • 1 spsk olivenolie
  • 450 g hvedemel
  • 125 g smuldret blåskimmelost
  • 125 hakkede valnødder

Rør gæren ud i vandet, og tilsæt salt, olie og mel. Ælt dejen glat og smidig, og stil den til hævning et lunt sted i en time. Slå dejen ned, del den i to, og rul stykkerne ud til rektangler med cirka 1 centimeter tykkelse. Fordel osten og nødderne midt på brødet på den lange led, og fold først den ene side – den venstre tredjedel af brødet – over midten med fyldet, og så den anden side – den højre tredjedel af brødet. Rul dejen ud til cirka 25 gange 15 centimeter. Skær 4-5 diagonale snit i dejen, og træk den ud, så den ligner en stige. Lad brødet efterhæve en time, og bag det ved 230 °C i 15-20 minutter.

Kanelbrød

  • 10 g smør
  • 2,5 dl sødmælk
  • 15 g gær
  • 1 tsk sukker
  • 1 tsk salt
  • 400 g hvedemel
  • kanelstænger
  • mælk til pensling
  • kanelsukker til pynt

Smelt smørret i en gryde, tilsæt mælken, og varm blandingen, til den er fingervarm. Hæld den lune væske op i en skål, og rør gæren ud heri. Tilsæt sukker, salt og mel, ælt dejen sammen, og stil den til hævning i en time. Slå dejen ned, ælt den igennem, og rul den ud til et rektangel. Skær diagonale snit, så man får små stykker trekantet dej. Rul hver trekant sammen om en kanelstang, pensl med mælk og drys med kanelsukker. Bag kanelbrødene ved 225 °C i 15 minutter, til de er gyldne.

Brødskålene laves ved at smøre glasskåle udvendigt med olie, beklæde dem udvendigt med udrullet brøddej, og bage dem – skål og dej sammen. Så får man fine brødskåle, man kan fylde med hvad-man-nu-har-lyst-til. Smart!

bloglovin

Grøn mad

I går lavede vi masser af lækre, grønne retter – et paradis for vegetaren her!

Vi lavede farserede peberfrugter, auberginer og tomater, tabbouleh, citrus-avocado-salat, gulerodssalat med koriander, løgtærte, spinattærte, porretærte, bønnedip, kartoffelpizza, salat med kikærter og en sjov tomattærte, der vist mere var en omelet med tomat – men god var den under alle omstændigheder.

Opskriften på tomat”tærten” kommer her – Tortini di Pomodori til fire personer:

  • 1 løg, hakket
  • 2 fed hvidløg, hakkede
  • ½ chili, hakket
  • 4 tomater, hakkede
  • 5 friske basilikumblade, hakkede
  • 6 æg, pisket sammen med salt og peber
  • lidt parmesan, revet

Svits løg, hvidløg og chili i en pande, der kan tåle at komme i ovnen. Tilsæt tomater og basilikum og senere æggene. Lad tærten sætte sig, drys med ost, og bag kort tærten i ovnen, til overfladen er lysebrun. Server med mere basilikum.

bloglovin