Chili sin carne

P1040549Endnu en klassiker jeg ofte vender tilbage til. Chili sin carne er mættende og varmende og kan gøres til gæsteværdig mad ved at introducere godt med tilbehør: creme fraiche, tortillachips, salsa, guacamole, lækkert hjemmebagt brød, en god salat… Og så er det nemt, at hele retten laves i én gryde. Her er en basisopskrift, men retten er en rigtigt god tøm-køleskabet-ret, og du kan tilsætte lige det, du har lyst til, eller de grøntsager, der ligger i grøntsagsskuffen i køleskabet og snart bør bruges.

Chili sin carne – 4 personer:

  • Et løg, hakket
  • 4 fed hvidløg, snittet fint
  • To porrer i skiver
  • 4 gulerødder, revne
  • En squash i tern
  • En dåse hvide bønner i tomatsauce
  • En dåse kidneybønner
  • En dåse hakkede tomater
  • Peberfrugter: en gul, en rød og en grøn i tern
  • En dåse majs
  • 10 g mørk chokolade
  • 2 tsk instant kaffe
  • 1 tsk kanel
  • Spidskommen
  • Chilipulver
  • En spsk. sukker
  • Salt og peber

Svits løget og hvidløg i olie i en stor gryde. Tilsæt porrer, og lad dem falde sammen. Tilsæt gulerødder og squash, steg et par minutter, og tilsæt så bønner og tomater. Lad det hele simre i et kvarters tid, og rør engang imellem. Retten bliver kun bedre af at simre i længere tid, så man kan sagtens starte i god tid.

Umiddelbart inden retten skal serveres, tilsættes peberfrugt, majs, chokolade, kaffe og kanel, og chili sin carnen smages til med spidskommen, chili, sukker, salt og peber. Varm op, og server med lækkert tilbehør og en god øl.

Follow on Bloglovin

Instagram

Grøntsager i karry

P1040448En dejlig hverdagsret og opdateret klassiker!

Jeg kan godt lide at blanchere porrerne, fordi det bevarer den fine grønne farve så flot, men man kan sagtens svitse dem på panden sammen med gulerødderne for nemheds skyld.

Grøntsager i karry – 2 pers.

  • 2 dl brune ris
  • 2 dl vand
  • 2 dl mælk
  • 2 spsk mel
  • ½ bouillonterning
  • 2 tsk karry
  • 2 porrer
  • 4 gulerødder i tern
  • 2 peberfrugter i tern
  • 1 dåse kidneybønner eller 240 g bønner, udblødte og kogte
  • 1 æble i tern

Kog risene efter anvisning på pakken.

Lav saucen: pisk vand, mælk og mel sammen, til der ikke er nogen klumper. Varm op under piskning, og tilsæt bouillonterning og karry. Kog saucen godt igennem i to minutter, så den ikke længere smager af mel, og smag til med salt og peber.

Rens porrerne, skær dem i skrå skiver, cirka fem millimeter tykke, og overhæld dem med kogende vand. Lad dem stå i fem minutter, og hæld så vandet fra dem. Svits gulerødder på en pande, og tilsæt peberfrugt, bønner, æble og porrer. Det skal bare lige varmes igennem.

Server risene med grøntsager og karrysaucen. Pynt eventuelt med persille, peanuts eller kokosmel.

Follow on Bloglovin

Instagram

Ærtedip

P1040465En dejlig forfriskende dip eller pålæg med en smuk, klar, grøn farve.

Ærtedip:

  • en pose frosne ærter
  • 2 fed hvidløg
  • 1 citron
  • frisk basilikum
  • lidt olivenolie
  • salt og peber

Overhæld de frosne ærter med kogende vand, og lad det stå i fem minutter. Hæld vandet fra. Blend ærterne med hakket hvidløg, citronskal og -saft, basilikum og olie, og smag til med salt og peber. Pynt med mere frisk basilikum, salt og peber og måske et par drys paprika.

Follow on Bloglovin

Instagram

Rå chokolade-ganache-tærte

P1040494I weekenden fejrede jeg 25-års fødselsdag og lavede denne chokoladekage. Det er en fantastik svampet, mousselignende ganachetærte med en hemmelig ingrediens: avocado. Det lyder mærkeligt, men det fungerer! Opskriften er fra udsendelsen River Cottage – Veg every Day, hvor Hugh Fearnley-Whittingstall er vegetar for en sommer. Udsendelsen kan ses på youtube, og chokoladekagen kan ses her fra 13:06.

Det er en “rå” opskrift, hvor man bruger nogle lidt specielle ingredienser, der skulle være specielt sunde, fordi næringsstofferne ikke er blevet ødelagt af opvarmning. Det har jeg ikke holdt mig til i denne opskrift, og jeg har for eksempel brugt helt almindelig kakaopulver. I opskriften bruges kokosolie, og jeg havde købt en dyr, økologisk én fra Urtekram. Jeg synes desværre, den gav en lidt mærkelig, harsk smag, så en anden gang kunne jeg forestille mig at bruge en billigere metode og bruge den faste kokosmasse fra kokosmælk på dåse, som når man laver kokosflødeskum. Det har jeg skrevet om her, og man kan finde en guide til kokosflødeskum her.

Ud over det er det altså en ret fantastisk chokoladekage!

Rå chokolade-ganache-tærte – 12 pers.

  • 300 g mandler
  • 200 g dadler
  • 1 tsk salt
  • 4 modne avocadoer
  • 150 g kokosolie
  • 200 g kakaopulver
  • 300 g agavesirup
  • ½ tsk salt

Blend mandlerne til fint mel i en foodprocessor. Tilsæt dadler og salt, og kør til en sammenhængende masse. Pres dejen ud i en springform foret med film, og gå videre med fyldet.

Blend avocado, kokosolie, kakao, agavesirup og salt i en foodprocessor til en ensartet masse. Hæld moussen over bunden, film kagen, og sæt den på køl. Efter en times tid kan kagen skæres ud og nydes. Den kan også fint laves dagen i forvejen.

Pynt for eksempel med kakaopulver, flormelis, bær eller blomster.

P1040481

Follow on Bloglovin

Instagram

Vegansk ris à la mande

Til den tidligere nævnte veganske julefrokost havde jeg udover brunkagerne en ris à la mande med, og Thomas fra Kærlighed & Kikærter syntes bestemt, jeg skulle blogge opskriften. Den veganske ris à la mande minder meget om en helt almindelig ris à la mande, jeg har bare skiftet komælken ud med sojarismælk, og fløden med en dåse kokosmælk. Hvis man lader kokosmælken, som skal være den fede, ikke en lightudgave, stå på køl natten over, bliver kokosfedtet så fast, at man kan piske det luftigt til en kokosflødeskum, som overraskende nok ikke bidrager med en særlig udtalt kokossmag. Læs eventuelt mere om kokosflødeskum her. Økologisk sojarismælk kan købes i Aldi for ti kroner, og jeg synes, den har en dejlig smag. Hvis man ikke bryder sig om sojarismælk, kan man bruge en anden vegetabilsk mælk. Jeg lavede ris à la manden uden mandler, og serverede i stedet ristede, hakkede mandler som topping til desserten. Den sædvanlige kirsebærsauce skiftede jeg ud med en hjemmelavet jordbærsauce lavet af frosne jordbær, sukker og vanille. Når man alligevel ændrer på så traditionel en dessert, kan man lige så godt gå hele vejen og lave den lige præcis, som man selv godt kan lide den! Hvis man savner mandlerne i ris à la manden, kunne man måske forsøge sig med denne opskrift. Jeg har ikke selv prøvet den (endnu), men jeg synes, den ser spændende ud, og det er lidt lækkert, at man laver mælken selv og ikke bruger noget fra karton. En helt tredje idé er at lave mandelmousse i stedet for ris à la mande. Tina Scheftelowitz har en opskrift i Vegetarisk Vellyst, og Luna har blogget om den her. Jeg har også selv lavet den, og den smager rigtigt dejligt.

Vær opmærksom på tidsaspektet i denne opskrift: kokosmælken skal på køl dagen inden, man har planer om at koge risengrøden, og risengrøden skal stå på køl natten over, inden man vender kokosflødeskum i den, og ris à la manden er klar til at blive spist.

Vegansk ris à la mande:

  • 200 g. grødris
  • 3 dl. vand
  • 1 l. sojarismælk
  • en vanillestang
  • en dåse kokosmælk, ikke light, som har stået i køleskab natten over
  • sukker
  • salt

Bring vand og ris i kog i en tykbundet gryde. Kog risene ved jævn varme og under omrøring i cirka to minutter. Åben dåsen med kokosmælk, og tag den faste kokosmasse op med en ske, kom den i en beholder og sæt den tilbage i køleskabet til brug dagen efter. Den flydende kokosvæske tilsættes risene. Tilsæt også sojarismælk, vanillekorn fra vanillestangen og den tomme vanillestang, og kog grøden ved svag varme, stadig under omrøring, i cirka ti min. Læg låg på, og kog grøden i cirka en halv time – rør af og til. Når grøden er cremet og lækker, stilles den på køl til næste dag.

Dagen efter fiskes den tomme vanillestang op af risengrøden. Smag grøden til med sukker og en lille smule salt. Pisk den faste kokosfløde til skum, og vend det i grøden.

Stil ris à la manden på køl, til den skal spises, og server for eksempel med ristede, hakkede mandler og jordbærsauce (kog frosne jordbær, sukker og vanille – blend).

Follow on Bloglovin

Instagram

Quinoa med porre, mango og miso-dressing

Forleden lavede jeg denne lækre, fyldige salat fra Tina Scheftelowitz’ Vegetarisk Vellyst. Jeg har nævnt den før, den er en af mine yndlingskogebøger, og jeg vender altid tilbage til den. Opskrifterne er spændende og præsenterer én for nye ingredienser og måder at bruge dem på, samtidig med, at de er meget anvendelige og lette at gå til. Opskriften her burde være til fire personer, men hvis man skulle servere den for sin sultne familie, ville jeg koge noget mere quinoa. Salaten er virkelig velsmagende, og mangoens sødme og agurkens friskhed går så godt i spænd med den mere komplekse og umamiprægede miso-dressing.

Quinoa med porre, mango og miso-dressing

Salat:

  • 2 dl hel quinoa
  • 3,5 dl vand
  • salt
  • 2 porrer
  • 1 moden mango
  • 1 agurk

Dressing:

  • 1,5 spsk. hakket, syltet sushi-ingefær
  • 4 spsk. miso, hvid eller rød
  • 3 spsk citronsaft eller riseddike
  • 2 spsk flydende honning eller agavesirup
  • 2 tsk mørk sesamolie

Skyl quinoaen i koldt vand. Kog quinoaen i 3,5 dl vand i en gryde med låg i ti minutter, tag den af varmen, og rør salt i. Lad gryden stå med låg i ti minutter, gerne længere, så alt vandet bliver opsuget, og kornet bliver blødt og løskogt.

Fjern rod og grimme blade på porrerne. Skær dem i 5 millimeter tykke skiver på skrå, og vask dem i flere hold koldt vand. Tag en lille håndfuld grøn porretop fra til pynt. Læg resten i en skål, og hæld kogende vand på. Lad det stå i cirka fem minutter, de skal stadig være let sprøde, og sigt vandet fra.

Skræl mangoen, og skær den i tern.

Skær agurken igennem på langs, skrab kernerne ud med en teske, og skær agurken i skiver på skrå.

Pisk ingredienserne til dressingen sammen, og smag den til.

Kom den varme quinoa i portionsskåle, og fordel grøntsager og frugt over. Dryp med dressingen, og pynt med porretoppe.

Follow on Bloglovin

Instagram

Brunkager

Jeg var til stor, vegansk sammenskudsjulefrokost i går. Vi var over 80 personer, og alle havde taget et par retter med. Det blev et fantastisk og stort buffetbord fuld af mad og lækre kager og desserter, det var virkeligt overdådigt! Jeg havde blandt andet taget disse småkager med: brunkager (næsten) som Mette Blomsterberg laver dem. Opskriften var meget nem at gøre vegansk, så brunkagerne kunne få lov at optræde på buffetbordet, for smørret blev bare erstattet af margarine.

Brunkager – cirka 150 stk.

  • 150 g. hele mandler
  • 250 g. smør (eller margarine)
  • 125 g. lys sirup
  • 250 g. farin
  • 2 tsk. potaske
  • 1 spsk. koldt vand
  • 3 tsk. stødt kanel
  • 1 tsk. stødt nelliker
  • 2 tsk. stødt ingefær
  • 1 tsk. stødt allehånde
  • 500 g. hvedemel
  • 60 g. syltet appelsiner i tern
  • 25 g. usaltede pistacie kerner

Smut mandlerne. For en firkantet beholder på 18 gange 18 cm. med bagepapair på både bund og sider.

Smelt smør, sirup og farin ved middel varme, til det er ca. 70 grader, og tag gryden af varmen. Bland i en stor skål kanel, nelliker, ingefær, allehånde og hvedemel, og tilføj derefter syltet appelsin, mandler og pistacie. Rør potasken og vand sammen i en kop, og rør det i den varme smør-sukker-masse. Hæld det op til melet og krydderierne, og rør det hele godt sammen. Hæld dejen i den forberedte, forede form, og pres den godt sammen, så den fylder formen helt ud. Læg bagepapir på som top. Dejen afkøles og hviler i køleskab til næste dag, hvor den udskæres i 5 lange “baner”. Skær hver bane i tynde skiver, og bag småkagerne ved 180 grader cirka 9 – 12 minutter.

Afkøl småkagerne på en bagerist, og opbevar dem i en tætsluttende dåse.

Follow on Bloglovin

Instagram

Burger

Kikærtebøffer, burgere og coleslaw hjemme hos forældrene i weekenden. Vejret var så dejligt, at vi kunne sidde udenfor på terrassen.

Kikærtebøfferne eller falafelbøfferne er fra en af mine yndlingskogebøger: Vegetarisk vellyst af Tina Scheftelowitz. Kikærte”dejen” kan også trilles til kugler i stedet og steges i olie – så får man falafel. Bøfferne er super gode, og jeg har lavet dem utallige gange. Folk bliver altid så glade, når de får burgere – også selvom bøfferne består af kikærter.

Falafel til fire personer – 20 kugler eller 4 “bøffer”

  • 150 g tørrede kikærter
  • 2 håndfulde frisk koriander eller persille
  • 1 lille løg – 50 g
  • 2 fed hvidløg
  • 1 ½ tsk stødt spidskommen
  • 1 ½ tsk stødt koriander
  • 1/4 tsk stødt cayennepeber
  • ½ tsk salt
  • 1/4 tsk bagepulver
  • 2 spsk hvedemel
  • 3/4 liter smagsneutral rapsolie til kogning – hvis man laver falafelkugler

Læg kikærterne i blød i en stor skål koldt vand i minimum ti timer eller natten over. Hæld udblødningsvandet fra kikærterne, og kør dem i en foodprocessor med krydderurter, løg i kvarter, hvidløg, krydderier, salt, bagepulver og mel, til dejen er ensartet og sammenhængende. Hvis du laver falafelkugler, formes falafeldejen til 20 kugler, der steges af to omgange i den varme olie i 2-4 minutter, til de er gyldenbrune. Lad dem dryppe af på et stykke køkkenrulle. Hvis du laver bøffer, formes dejen til fire bøffer på et skærebræt. Brug en palet til et løsne dem fra skærebrættet og flytte dem over på den varme pande. Steg bøfferne i cirka fem minutter på hver side, til de er faste og gyldenbrune. Server med nybagte burgerboller og lækkert tilbehør.

bloglovin

Kagebord

I weekenden holdt min far og min søster kombineret fødselsdag, og jeg havde lavet kagebord til dessert.

Der var minimarengslagkager med appelsin, grape, flødeostcreme, granatæblekerner og pistacienødder, fastelavnsboller af vandbakkelser med flødeskum, vanillecreme og svesker, chokoladecupcakes med hindbærfrosting, cookies med mørk chokolade og hasselnødder, cookies med hvid chokolade og lakrids, daddelkugler og en lagkage med hjemmebagte vanillebunde, jordbær, mango, vanillecreme, flødeskum, makroner og gojibær.

Opskriften på cupcakesne blev efterspurgt, og den kommer her. Kagerne er veganske, så kender man nogen, der for eksempel ikke tåler mælk, kan man forsøge sig med disse. Opskriften er fra Vegan Cupcakes take over the World af Isa Chandra Moskowitz og Terry Hope Romero, og da den er på engelsk og derfor med mål i cups, er målene i dl lidt skæve. Der bliver 12 stk.

  • 2,5 dl sojamælk
  • 1 tsk æblecidereddike
  • 2,5 dl hvedemel
  • 1,9 dl sukker
  • 0,8 dl kakaopulver
  • 1 tsk vanillesukker
  • 3/4 tsk natron
  • 1/2 tsk bagepulver
  • 1/4 tsk salt
  • 0,8 dl rapsolie

Tænd ovnen på 180 °C, og stil muffinformene klar – bag for eksempel kagerne i en metalmuffinform foret med papirforme.

Mål sojamælken af i et målebæger og pisk eddiken i med en gaffel. Lad det stå og tykne, mens de tørre ingredienser blandes sammen i en skål: mel, sukker, kakaopulver, vanillesukker, natron, bagepulver og salt. Rør olien i mælke-eddike-blandingen, og rør det i de tørre ingredienser.

Fordel dejen i 12 muffinforme, og bag kagerne i 18-20 min. Jeg synes ikke, de skal være bagt helt tørre indeni, så tjek hellere kagerne et par minutter før, man regner med, de er færdige.

Her er et billede af kager efter samme opskrift til min søsters fødselsdag sidste år. Dengang havde jeg tilsat 2 tsk instant kaffe til dejen og pyntet med kaffefrosting og chokolade.

Dahl

I dag lavede vi (relativ) hurtig frokost: dahl med dukkah, raita og hjemmebagte naanbrød. Jeg bruger tit denne opskrift på dahl som udgangspunkt, skifter opskriftens gule ærter ud med røde linser, der ikke skal udblødes, og udvider med de grøntsager, jeg har – i dag tilsatte vi blomkål, kartofler og squash. Og så brugte vi selvfølgelig vores hjemmelavede karry. Dukkah er en ristet krydderiblanding, som bruges meget i nordafrikansk og mellemøstlig mad. Man strør den ud over sin dahl, ris, cous cous, kartofler eller salat, og en opskrift kan findes her. Naanbrødet blev lavet på slump med yoghurt, æg og olie i dejen og drysset med nigellafrø, inden de blev bagt i ovnen. Og så var der serveret!

Det var en rigtigt dejlig dahl, men jeg kan ikke lade være med at drømme mig tilbage til Indien, hvor det kan se sådan ud, når man får serveret dahl:

Dagen blev afsluttet med tøsehygge på højskolen med The Bodyguard og disse cupcakes. Meget Valentinsagtigt!